min kunde accepterer ikke, at jeg nægter at besvare et spørgsmål

En køber kan afvise en nægtelse, men kan ikke sætte VSME-grænsen til side

Hvis en køber ikke accepterer, at et spørgsmål forbliver ubesvaret, ændrer det intet ved selve udgangspunktet: værdikædereglerne i direktiv om bæredygtighedsrapportering sætter en grænse for, hvad en rapporteringspligtig virksomhed må spørge en leverandør med tusind ansatte eller færre om. Uenighed om denne grænse er først og fremmest en samtale mellem to parter, ikke automatisk ret for den, der har opstillet spørgeskemaet. En køber kan ganske vist fastholde, at oplysningerne er nødvendige, kan bede om en præcisering, eller kan stille forholdet til debat på andre grunde — det er en forretningsmæssig afvejning, uafhængig af spørgsmålet om det oprindelige spørgsmål faldt inden for VSME.

I praksis hjælper det at holde samtalen så faktuel som muligt: ikke "dette behøver jeg ikke at sige", men en henvisning til den standard, som nægtelsen hviler på, med en kort, forretningsmæssig forklaring på, hvorfor de ønskede oplysninger falder uden for. Hvordan sådan en formulering ser ud, er udarbejdet i hvordan skriver jeg pænt, at jeg ikke vil besvare et spørgsmål. Hvis køberen bliver ved med at presse på, er det underliggende punkt ofte ikke tonen i svaret, men spørgsmålet om det stillede spørgsmål virkelig går ud over VSME-basismodulet — det er præcis det, kan min kunde bare stille alle bæredygtighedsspørgsmål, han ønsker behandler.

Hvad dette hviler på: værdikædereglerne og VSME-basismodulet

Værdikødereglerne i direktiv (EU) 2022/2464 begrænser, hvad en rapporteringspligtig virksomhed må kræve af en mindre leverandør, med EFRAG's VSME-basismodul som referencepunkt for, hvad der falder inden for. Denne begrænsning regulerer, hvad der må spørges om — ikke hvordan en køber reagerer, hvis en leverandør påberåber sig det, og ikke hvad der sker, hvis parterne er uenige herom. For sidstnævnte findes der til disse MKB-rapportager ingen anerkendt instans, der afgør sagen.